MØD HUMANISTERNE: I denne måned skal vi møde Gunnar Nordestgaard, 68, pensionist og fra Odder. En nysgerrig humanist, der blandt andet bruger sine kræfter på at være ceremonileder ved humanistiske begravelser.
og en hjælp i sin egen selvforståelse og undersøgelse af livet. Privatfoto
Mød humanisterne
I en række portrætartikler
træder Humanisten et skridt
nærmere på medlemmerne
og lader dem fortælle deres
historie og grundlag for at være
en del af Humanistisk Samfund.
Af Katrine Jønson
Gunnar har altid haft en stor interesse for kritisk tænkning og livets store spørgsmål. Som ung var han en reflekteret studerende, der dykkede ned i religionskritikken – og nu et livserfarent menneske med et arbejdsliv bag, der stadig den dag i dag beskæftiger sig med livets store spørgsmål. Gunnar Nordestgaard er humanistisk ceremonileder ved begravelser, hvor der tages afsked med et menneske og et levet liv hyldes, mens han også har blikket på den levende ungdom og har været med til at starte en konfirmationsgruppe i Odder. Herudover er Gunnar også med i den litterære og filosofiske studiegruppe,
Kafé Mensch i Aarhus – ja, der er plads til meget i Gunnar Nordestgaards liv.
Allerede i sin læreruddannelse syntes Gunnar, at det var interessant at udfordre den gængse tankegang og valgte at skrive bacheloropgave i religionskritik. Én af teoretikerne, som Gunnar anvendte i sin afsluttende opgave, var filosof og religionskritikker Ludwig Feuerbach, der lærte den unge studerende at se anderledes
på tingene og gav Gunnar ballast til at argumentere for; ”at man godt kan have værdier, som ligner de kristne, uden at hæfte det på religiøse symboler og motiver.”
”Faktisk har jeg gennem hele mit liv interesseret mig for værdier, som ikke lige har kunnet fæste sig på religiøs baggrund.”
Gunnar Nordestgaard
Gunnar er vokset op i – hvad han selv vil kalde – et kulturkristent hjem. Men bekendtskabet med livsynssamfundet, Humanistisk Samfund, har alligevel givet Gunnar noget særligt, selvom hans liv ligner det liv, som han altid har levet, pointerer han. Men efter en kort tænkepause tilføjer han så, ”men det har givet mig meget ro i maven, og det tror jeg faktisk, at jeg har tumlet med som ung”. Særligt det at være tilknyttet en forening, der afspejler hans egne personlige værdier og tilgang til verden, det har givet ham en særlig ro
og støtte, som han godt kunne have haft gavn af som ung. At andre mennesker kan have en stærk religiøs tilknytning, det respekterer Gunnar. ”Jeg synes også, at jeg har fundet styrke i at sige, hvad jeg mener, i forhold til de søjler, som Humanistisk Samfund hviler på.” Her refererer Gunnar til Humanistisk Samfunds værdigrundlag, den nordiske humanist manifest.
At formidle ét levet liv på godt og ondt
”Hvorfor vælger man at beskæftige sig med afslutningen på livet? Er det ikke trist? Og sørgmodigt?” spørger ceremonilederen sig selv. “Det er selvfølgelig sørgmodigt og trist for de pårørende, som mister, men for dem som befinder sig i rollen, som hjælpere i den sidste proces, der kan det være utroligt givende at blive lukket ind i en families liv og få betroet den opgave at formidle ét levet liv på godt og ondt,” fortæller Gunnar. Som ceremonileder, er man med til at sætte rammen for afskedsceremonien, altid i den afdødes ånd, fortæller ceremonilederen.
”Jeg har bisat selvmord, unge selvmordskandidater og har bisat en kvinde i en moden alder, der også havde begået selvmord. Jeg har mødt mange forskellige typer af mennesker, som har mistet. Jeg synes, at det har været fantastisk at opleve, hvordan de håndterer de situationer som opstår, når man virkelig er i vildrede med hvorfor? Så det har også betydet meget for mig personligt at høre de tilgange til livet, som de så har, de mennesker.”
For Gunnar bliver en afskedsceremoni derfor også en mulighed for at forstå andre menneskers tilgang til livet og en hjælp i sin egen selvforståelse og undersøgelse af livet.
Det er flere grunde til, at Gunnar har valgt at beskæftige sig med livets afsked, men én af grundene er ønsket om at kunne hjælpe pårørende med at danne en smuk ramme for en afskedsceremoni. Særligt en bisættelse af en kræftsyg, husker Gunnar tydeligt, da han her fik lov til at formidle et billede af en markant
og kritisk tænkende person. ”Det var en stor bisættelse, og der var rigtig mange mennesker. Folk stod op i kapellet, og folk var meget rørte og syntes, at det var en god beskrivelse af en person, som de også havde haft et nært forhold til,” fortæller Gunnar og tilføjer med et smil.
”Så sådan nogle oplevelser kan man faktisk leve lidt længe på i den her branche.”
