MØD HUMANISTERNE: Ingelise Nordenhof, 69, meldte sig ind i Humanistisk Samfund i de sidste dage af et på mange måder anderledes 2020. Et år med mange afsavn, men også med plads til refleksion og opgør med gamle vaner
og barnetro.
Mød humanisterne:
I en ny række portrætartikler træder Humanisten et skridt
nærmere på medlemmerne og lader dem fortælle deres
historie og grundlag for at være en del af Humanistisk Samfund.
Af Christina Kjeldsen
Ingelise Nordenhof har meldt sig ud af folkekirken to gange. Første gang da hun som ung studerende og feminist ikke kunne forene kirken med sit politiske ståsted.
”Dengang var jeg optændt af Marx og ideen om religion som opium for folket. Jeg var aktiv i kvindebevægelsen, boede i kollektiv og var i oprør mod det konforme. Så jeg meldte mig ud af Folkekirken,
selv om det var lidt svært at sige til mine forældre,” fortæller Ingelise Nordenhof.
Men så skete der noget, der rokkede ved Ingelises overbevisning.
”Da jeg var midt i 30’erne, døde min far. Det var ham, der især havde stået for det religiøse i vores familie. Han var bibelkredsleder og havde selv fundet troen i spejderbevægelsen. Hans budskab var især næstekærligheden, og i tiden efter hans død, fandt jeg blandt andet trøst ved at gå i kirken og synge sammen med min søster. Så jeg meldte mig ind igen,” fortæller hun.
Årene gik, og Ingelise Nordenhof fik travlt med sin egen familie, dedikerede sig til sit arbejde med sårbare børn og unge som socialrådgiver og familieterapeut, mens kirken gled i baggrunden. Indtil Ingelise følte, at tiden var moden til at tage et nyt kig på sin tro.
”Jeg læste meget om religion og tro, og jeg stillede mig selv spørgsmålet; hvorfor er jeg medlem af Folkekirken? Prædikerne siger mig ikke så meget – så hvad var det? Jeg nåede frem til, at det var næstekærlighedsbudskabet, men det står jo i ligeså høj grad på nogle kulturelle ben. Og tro er jo ikke kun tro – det er jo også følelser, der knyttede mig til min barndom og familie.”
Ingelise Nordenhof følte, at det især var ritualerne omkring dåb og død, en kirkelig og kulturel ramme omkring de store livsbegivenheder, der holdt hende fast. Men havde på den anden side oplevet sin
egen datter og svigersøn selv arrangere en ikke-religiøs ’dåb’ med et humanistisk og kærligt manifest til deres to børn, en nabosøn, der blev humanistisk konfirmeret og en ikke-religiøs begravelse af en nær ven, der blev taget smukt afsked med. Og så kom julen 2020.
Ud – igen
”Det der endte med at slå hovedet på sømmet, var diskussionen om, hvorvidt kirken skulle holde åben eller ej i julen under Corona-epidemien. Der syntes jeg virkelig, at nogle meget højtråbende præster fik skældt ud i medierne og var højlydt insisterende på, at uden kirken, var der ingen tro.
Jeg ved godt, at der var præster, der ikke var enige – men for mig var det vanvittigt, at vi havde politikere, der var så underlagt folkekirken, at de ikke turde sige nej. Så der meldte jeg mig ud af Folkekirken. Igen.”
Medlemskabet i Humanistisk Samfund fulgte hurtigt efter. Ingelise havde fulgt med i HS’ arbejde med humanistiske begravelser, konfirmationer og dåb – og foreningens politiske arbejde var også en
faktor.
”Det var jo det jeg søgte – et alternativ til kirkens prædiken om den ”rette” tro. Samtidigt går jeg jo ind for, at vi ikke skal have statsreligion og at alle religioner skal ligestilles – og det synes jeg, HS står meget godt for. Jeg håber, at jeg gennem mit medlemskab bliver inspireret til at læse og snakke mere om de filosofiske og værdibaserede spørgsmål, som jeg ikke altid synes, jeg har givet nok tid og plads til at tale om. Som et kuriosum er min mand, som heller ikke er medlem af folkekirken, begyndt at læse Biblen, for den har han
aldrig læst, og det giver også anledning til nogle gode samtaler.”
