Mød humanisterne: I en ny række portrætartikler træder Humanisten et skridt nærmere på medlemmerne og lader dem fortælle deres historie og grundlag for at være en del af Humanistisk Samfund.
Af Christina Kjeldsen
Leif Søndergaard er et af Humanistisk Samfunds nyeste medlemmer, men de humanistiske tanker og ideer har han tilsluttet sig, lige siden han som helt ung meldte sig ud af folkekirken. I litteraturen har han altid fundet et sprog for humanismens værdier, og især én roman gav genklang i ham.
I romanen ’Robinson Crusoe’ strander den unge Robinson Crusoe på en øde ø efter et skibsbrud. Han er alene i en ny og uberørt verden, og det er op til ham selv at finde mening med sin tilværelse. Romanen skrev Daniel Defoe i begyndelsen af 1700-tallet, og da Leif Søndergaard læste den som ung dreng flere hundrede år senere, ramte historien en nerve i ham.
”Jeg kan huske, at jeg som ung var meget søgende og læste mange bøger om forskellige religioner og filosofiske retninger. Men romanen ’Robinson Crusoe’ rørte noget i mig. Det er historien om mennesket, der opbygger sin tilværelse fra grunden – uden civilisationen i ryggen. Jeg læste henover de kedelige religiøse passager, og senere tog jeg også afstand fra den kolonistiske tankegang. Men da jeg læste romanen første gang, så var det mest af alt fascinationen af en mand, der lander på en øde ø og opbygger sin tilværelse fra grunden. Det var med til at give mig en erkendelse af, at jeg ikke kunne bygge min verden på de religiøse ideer, jeg havde fået med fra barnsben. Men at jeg selv måtte bygge min tilværelse og overbevisning op fra grunden,” fortæller Leif.
I dag er Leif Søndergaard 74 år og pensioneret fra sit arbejde som studieleder og underviser på Litteraturvindeskab på Syddansk Universitet. Han har netop skrevet en børnebog om Jens Langkniv, holder foredrag og er fortsat aktivt medlem i flere kulturelle organisationer. Han er i gang med en ny bog om skak i middelalderen – og nu er han også medlem af Humanistisk Samfund. Nysgerrigheden på sine omgivelser og de store spørgsmål i livet er ikke blevet mindre med alderen, og det er især Humanistisk Samfunds fokus på de ikke-religiøse ceremonier ved livets store vendepunkter, der har appelleret til ham.
”Jeg har før været med i Ateistisk Selskab, men jeg syntes, der manglede noget. Vi har brug for fællesskabet omkring det nyfødte barn, den unge, der skal ud i verden, partnerskabet med en elsket og afskeden med mennesket. Det er fællesskabet med andre mennesker, der giver tilværelsen mening, og det er vigtigt at have en ikke-religiøs holdning til de store vendepunkter i livet. Og der er brug for en organisation, hvor man kan sprede information, have nogle diskussioner og indgå i den offentlige debat. Derfor meldte jeg mig ind,” siger Leif.
Selv er Leif Søndergaard vokset op i en familie, som han selv beskriver som ’vane-medlemmer’ af folkekirken. Han blev konfirmeret sammen med klassekammeraterne, men efterhånden som han studerede og især dykkede ned i de religiøse og historiske værker på sit studium, blev det tydeligt, at Folkekirken ikke var en forening, han kunne støtte længere.
”Jeg gik op til præsten i Brabrand og meldte mig ud. Der fik jeg ødelagt hans frokost godt og grundigt, han blev i hvert fald meget sur. Men der var ikke nogen vej uden om, for jeg havde jo forstået, hvordan den religiøse litteratur er skruet sammen af skriftlærere, og at forestillingen om religion er menneskeværk. Det religiøse univers er lodret med en eller anden gud for oven og helvede for nede, mens det humanistiske univers er vandret. Vi forholder os til hinanden, naturen, fællesskabet, det er det der giver universet mening og ikke en eller anden opfundet skikkelse. Humanismen har 500 års traditioner og er suppleret med rationalismen, og det er de hovedpiller, som jeg synes vores samfund skal bygge på,” fortæller han.
Leif Søndergaard er et engageret menneske med mange roller og forpligtigelser i sit lokalmiljø. Som nyt medlem i Humanistisk Samfund overvejer han endnu, hvordan han vil engagere sig fremadrettet.
”Jeg kunne godt finde på at gå ind i celebrantrollen, og jeg synes, at fx konfirmationsforløbet er meget smukt tilrettelagt med stor respekt og inddragelse for de unge. Jeg tilhører selv en kreds, hvor vi godt selv kan planlægge ikke-religiøse højtideligheder som begravelser og dåb, men det er ikke alle, der kan det, og så er det godt, at Humanistisk Samfund kan danne en officiel ramme og sammenhæng, man kan træde ind i. Mennesket er ikke alene på en ø, for nu at vende tilbage til Robinson Crusoe, og det er vigtigt at føle sig som en del af et større fællesskab, især ved livets store begivenheder.”
Fejrer du jul?
”Jeg tænker mere på det som en ’midvinterfest’, men jeg respekterer julen i den form, den bliver fejret hos dem, jeg er på besøg hos. Jeg synes også, at tolerance er en vigtig humanistisk værdi, og der går ingen skår af mig ved at synge med på julesalmerne. Men når det bliver min tur til at vælge en melodi, så vælger jeg en ikke-religiøs – ’På loftet sidder nissen’.
