Midt i en tid, hvor temaer som krænkelser og politisk korrekthed fylder meget i den offentlige debat, forlanger ny bog mere plads til, at vi kan skændes med hinanden. Forfatterne foreslår også lovmæssig ligestilling af religiøse og ikke-religiøse livssyn.
Forlaget Klim 2020.
Af Finn Danielsen
Hvad hedder ’åndsfrihed’ på engelsk’? Eller på tysk og fransk?
Ingenting, for ordet er unikt på dansk og norsk, fastslår forfatterne til en ny debatbog ”At være demokrat er ikke at være bange”´. Det er en diskussion værd, om ikke åndsfriheden kan finde en passende oversættelse til andre sprog – ordbogseksempler kan findes! – men skribenternes, Ingrid Anks og Daniel Toft Jakobsens, pointe er, at fortolkningen og betydningen af åndsfrihed har spillet en helt særlig rolle i Danmark. De opridser begrebets historiske rødder med særlig fokus på ikonerne Grundtvig og Hal Koch, sætter åndsfriheden ind i aktuelle sammenhænge og byder på, hvad der lige nu skal til for at bevare og booste dens rolle i det danske samfund.
For åndsfriheden er under alvorligt pres, mener de to forfattere, der er henholdsvis teolog og socialdemokratisk medlem af Folketinget (samt kandidat i samfundskundskab). Begge er de fremtrædende medlemmer af Foreningen Åndsfrihed. De ser åndsfriheden som tæt forbundet med demokratiet. Derfor bogens titel, et citat fra en ungarsk minister, der i 1956 som sidste mand i parlamentet stillede op mod det invaderende sovjetiske militær.
”Hvis man vil holde fast i friheden, er man nødt til ikke at være bange for dem, der kommer med en anden dagsorden,” hedder det i debatbogen. Men forfatterne mener, at netop den frygt kendetegner mange aktuelle politiske initiativer. Åndsfriheden udfordres af udemokratiske kræfter, men mindst lige så meget af samfundets restriktive reaktioner på dem. Hvis samfundet forbyder bestemte holdninger, især dem, som flertallet finder usympatiske, kortsluttes nemlig den frie debat, der er åndsfrihedens siamesiske tvilling.
For at underbygge det synspunkt fører bogen sin læser gennem en række aktuelle temaer i samfundsdebatten: Fra Muhammedkrise, burkaer, bederum og rabiate imaner, over blasfemi, racisme og politisk korrekthed, til overvågning, sociale medier og helt dagsaktuelt corona. Blandt meget andet. Og den kommer godt rundt i sit stof, gør det relevant og opridser dilemmaerne, ofte uden at løse dem. Måske fordi der selv med åndsfriheden som tungtvejende argument ikke nødvendigvis er oplagte og selvfølgelige løsninger på alle dilemmaer. Eller måske netop derfor.
Ligestilling af livssyn
Åndsfriheden er tæt beslægtet med ytringsfrihed, foreningsfrihed og religionsfrihed. At forsvare åndsfriheden er derfor at bruge den, lyder bogens budskab. Til at sige nøjagtigt, hvad man mener, og til at indgå i fællesskaber, hvis holdninger ikke nødvendigvis stemmer med majoritetens værditabeller.
Af særlig interesse for Humanistisk Samfund (HS) er kapitlet ”Ritualer er ikke forbeholdt religiøse”, som munder ud i et konkret forslag om ligestilling af religiøse og ikke-religiøse livssyn. ”Vi kan ikke se, hvorfor mennesker, der ikke tror på en gud, skal stilles dårligere end mennesker, der tror på en gud, når der kommer til muligheden for at samles med ligesindede om en livsanskuelse og nogle ritualer, som kan give livet, indhold, mening og retning”, skriver de to forfattere, og kritiserer, at HS ikke, som foreksempel søsterorganisationen i Norge, kan foretage vielser med borgerlig gyldighed og modtage økonomisk støtte fra staten.
I en tid, hvor samfundssind og fællesskab ofte defineres som konsensus, er bogens krav om mere plads til forskellighed og til at skændes indædt med hinanden forfriskende. Man bidrager også til samfundet ved at være på tværs, ved at være modkultur og opposition, påpeger forfatterne. Uden at gøre åndsfrihed til et ”absolut og altoverskyggende hensyn”, men dog et hensyn, der ”altid skal tælle med”. De håber, at bogens holdninger kan føre til både eftertanke og samtale, og det håb deler anmelderen gerne med dem.
