Vil du gerne være ceremonileder til humanistiske begravelser, så afholdes der hen over efteråret 2017 og vinteren 2018 et kursus med henblik på certificering som ceremonileder i februar 2018.
Som ceremonileder forestår du humanistiske begravelser i et samarbejde med afdødes nærmeste. En humanistisk begravelse kan både være bisættelse, begravelse eller en mindehøjtidelighed, og den er en smuk, højtidelig og værdig ceremoni, der har den afdøde og det levede liv i centrum. Vi er aktuelt 8 ceremonileder øst for Storebælt og 3 vest for Storebælt samt en koordinator.
Vi ceremoniledere finder det ofte yderst livsbekræftende at hjælpe folk med at holde en ceremoni i den ånd, som afdøde levede sit liv.
Du binder dig ikke på forhånd til et vist antal begravelser. Når vi får henvendelser, afklarer vi i begravelsesgruppen, hvem der har tid og mulighed til at forestå den konkrete begravelse.
Der er på landsplan i gennemsnit en til to begravelser om måneden, og antallet stiger langsomt men sikkert. Vi, der er ceremoniledere, har alle arbejde på fuld- eller deltid, og en begravelse kan ligge på alle ugens dage, men oftest på ugens 5 første dage og i dagtimerne.
Vi afholder informationsaften i Århus og København den 17. august 2017 kl. 19 – 21.
Aarhus: Ormslevvej 14, 8260 Viby J.
Tilmelding og spørgsmål: Lone Verner Nielsen Mail: lvn@hs.dk
København: Østerbrohuset, Århusgade 103, Østerbro
Tilmelding og spørgsmål: Ole Morten Nygård Mail: omn@humanistisksamfund.dk
Program, tidsplan og optagelsesproceduren for certificeringsprocessen kan du finde på Humanistisk Samfunds hjemmesiden, nederst under Begravelse > Ceremoniledere eller via dette link: www.humanistisksamfund.dk/begravelseuddannelse
Kurset afholdes – afhængig af deltagerkredsen – både i Århus og København. Der vil kunne optages 5-7 deltagere, og Humanistisk Samfund afholder udgifterne til kurset.
På vegne af begravelsesgruppen, Nina Faartoft, Ole Morten Nygård og Kelvin Nielsen