Danmarks Radio har lavet en undersøgelse der viser, at cirka halvdelen af Folkekirkens præster ikke ønsker at begrave folk, som ikke er medlemmer. Samtidig viser undersøgelsen, at fire ud af fem præster alligevel har begravet ikke-medlemmer. Man må spørge sig, om Folkekirken ikke skal overholde loven?
I begravelsesloven, som sidst er blevet revideret i 2013, står der tydeligt, at er man 15 år eller derover, skal alle respektere en udmeldelse af et religiøst samfund, altså også Folkekirken. Derfor begraver vi i Humanistisk samfund ikke med religiøse ritualer.
Loven siger klart, at det kristne ritual med jordpåkastelsen skal følges, altså ikke at man kan, men skal, hvis den foretages af en folkekirkepræst. Vi mener i Humanistisk Samfund at man skal respektere loven og ikke gradbøje den ud fra at ”de nok ikke mente det, da de meldte sig ud”. Vi tager folks valg alvorligt og respekterer de pårørendes valg af musik, taler, blomster og hvordan de vil begraves.
Jordpåkastelsen hedder:
Af jord er du kommet, til jord skal du blive, og af jorden skal du igen opstå.
Ritualet er en del af den kristne tradition, og ritualet indeholder også i sin sidste sætning et ønske eller en drøm om genopstandelse.
Ved en humanistisk begravelse indlægger vi ikke religiøse indslag. Uanset om de pårørende ønsker det eller ej. Det indhold, som tydeligst skiller vores begravelser ud fra andre i det danske samfund, er fraværet af løfter om gensyn, at der bruges sange i stedet for salmer og at vi holder et lys tændt på kisten eller ved urnen under ceremonien.
I Humanistisk Samfund mener vi, at ceremonier er vigtige, og vi begraver ud fra et sekulært livssyn. Vi ved ikke hvad der sker med os efter døden. Det er livet og det levede liv, der er vigtigt. Vi er ikke klogere eller dummere end religiøse folk, men for os giver det ikke mening med et ritual, hvor vi lover noget vi ikke ved noget om. Heller ikke blot fordi det er smukt.
Når vi begraver laver en humanistisk begravelse er indholdet derfor også knyttet til den afdødes liv. Vi spiller musik, som afdøde holdt af. Vi hører i begravelsestalen om hvad dette enestående menneske har gjort, hvordan hun eller han har sat sit præg på verden, og vi perspektiverer til den humanistiske tankegang: Mennesket og livet har en værdi i sig selv.
Vi beder Folkekirken om at respektere menneskenes valg og loven.
