November er kommet. Jeg søger varme, ro, lys. Handsker, lygter, cykel til svømmehallen. Det er stadig mørkt udenfor. På med badetøjet. Jeg vil bare svømme mine runder og bagefter ligge i den oceaniske ro i varmtvandsbassinet. Lige så stille dukker lyset frem, og jeg bliver klar til at tage på arbejde.
Vinteren igennem fylder jeg kompostbeholderen med skræller og går og glæder mig til spiresæsonens livskraft. Men lige nu er der ingen spiresæson, ingen kim, ingen ranker, ingen overdådighed. Der er visne blade, forrådnelse. Det hele er gået i dvale; kulden og mørket lægger sig som et tæppe over verden.
Vinteren er et quiltet tæppe, som jeg former ved at sy. Rækker af stofstykker syr jeg sammen, og jeg næres af det væld af farver, der befinder sig mellem mine hænder. De kan være elektriske, nøjsomme eller venlige, farverne. Stofferne kan være mørke, de kan være lyse. Det er mine hænder, der får dem til at tale sammen ligesom barndommens fantasivenner.
I Thorkild Bjørnvigs tekst om den mørke måned står der:
”Mørk er november og løvfaldet slut,
vandet begynder at fryse,
lyset fra solen og blomsterne brudt –
da må vort hjerte selv lyse”
Løvfaldet slutter med mørkets genkomst. Vores egne hjerter må lyse, når de ydre forhold ikke gør det af sig selv. Svømning, kompostering, syning. Det kunne være så meget andet, men vandets ro, havens cyklus og farvernes næring er det, netop jeg søger for at få mit hjerte til at lyse.
Imidlertid er det ikke nok for mig at nøjes med at kigge på farverne og mærke stoffet. Jeg må foretage en handling for at frembringe den indre varme. Når nålen bryder stoffet, ser jeg en rød tråd fra tanke til handling, i og med at jeg forsøger at virkeliggøre det, der er inde i hovedet, min forestilling.
Vintertiden er mørk, og jeg søger lyset og varmen. Ville det så ikke være rart at slippe for den mørke tid, helt at springe den over? Ville det ikke være en god måde at nå lyset på? Evig sommer? Altid at kunne spise morgenmad udenfor? Spise egen høst og at kunne svømme i havet?
Som ung boede jeg tæt på ækvator og savnede omskifteligheden i årstiderne. Det var varmt og lyst hele tiden. Det var foruroligende let at være til. Efter at have boet i troperne stod det derfor klart for mig, hvilken livskraft vinteren har bragt mig i løbet af mit liv: Vinteren udfordrer mig til at værdsætte lyset, når det er der. Vinteren kræver af mig, at jeg selv smøger ærmerne op. Vinteren kræver en bevidst viljesakt af mig. Den kræver aktiv handling.
Min forestilling om verden er, at den er skabt ved et tilfælde. Der er som sådan ingen mening med verden, ingen formålsparagraf, ingen masterplan. Naturen er ren, rå kraft. Evindeligt tilbagevendende runder af liv og dvale, en cyklus som kunne gøre Sisyfos udmattet. Derfor må jeg selv skabe mening ved at få mit og andres hjerter til at lyse. Tanken om en overordnet mangel på mening skræmmer mig ikke, men bliver drivkraft til at få mig til at gøre mig ekstra umage for at bryde mørket og søge lyset.
Et menneske, der dør, har levet et liv. Det liv har været fuldt af oplevelser, ytringer, handlinger. Når jeg begraver en humanist, lægger jeg særligt vægt på handlingerne: Hvordan har den nu afdøde påvirket sine medmennesker? Hvilke viljesakter har den, der tidligere levede, insisteret på for at gøre vinteren mindre barsk for sig selv såvel som for andre?
Vi humanister ynder at sige, at vi stræber efter at leve et liv til gavn og glæde for os selv og andre. Det er i min optik dét, der menes med at få hjertet til at lyse, og det påminder vinteren mig om.
[fusion_builder_container hundred_percent=”yes” overflow=”visible”][fusion_builder_row][fusion_builder_column type=”1_1″ background_position=”left top” background_color=”” border_size=”” border_color=”” border_style=”solid” spacing=”yes” background_image=”” background_repeat=”no-repeat” padding=”” margin_top=”0px” margin_bottom=”0px” class=”” id=”” animation_type=”” animation_speed=”0.3″ animation_direction=”left” hide_on_mobile=”no” center_content=”no” min_height=”none”]
Nina Faartoft
Dette indlæg er skrevet af Nina Faartoft, der er cand.scient.anth. i antropologi og arbejder som friskolelærer. Hun er desuden ceremonileder ved humanistiske begravelser og medlem af hovedbestyrelsen i Humanistisk Samfund.
Indlægget er skrevet på opfordring til religion.dk og blev bragt der i november.
Billedet øverst: ‘Vinter i skoven’ • Radering af Vilhelm Kyhn, 1866, venligts tilladt at bruge af Statens Museum for Kunst[/fusion_builder_column][/fusion_builder_row][/fusion_builder_container]
