Alle fortjener muligheden for at blive begravet med en ceremoni, der bygger på et værdigrundlag, der passer til det liv, de har levet. Det er Humanistisk Samfunds holdning.
“Hvis folkekirken blot påtager sig enhver begravelse, uanset om det var afdødes ønske, skjuler man, at det er væsentligt at forholde sig til, hvilket livssyn man har,” skriver talsmand for Humanistisk Samfund, Ole Wolf, i en artikel til Kristeligt Dagblad i dag d. 2. september. Artiklen kan findes her, men vi gør opmærksomme på, at den ligger bag en betalingsvæg.
‘Er det på tide at sognepræster siger nej til at begrave ikke-kristne, fordi flere danskere melder sig ud af Folkekirken? Eller skal præsterne tage ja-hatten på og sørge for, at alle bliver begravet med kirkens velsignelse, uanset hvad de tror på?’
Det er oplægget til en debat, hvor du kan høre forkvinden for Humanistisk Samfund, Lone Ree Milkær, diskutere med sognepræst i Brønshøj, Peter Nejsum, sognepræst på Christianshavn, Flemming Pless og Kurt Bilsbo, formand for Ateistisk Selskab.
Det er på P1 Debat klokken 12.15 onsdag 2. september. Her er et link direkte til debatten.
Debatten udspringer af en artikel, hvor de to sognepræster, Ulla Salicath og Peter Nejsum, foreslår, at folkekirkens præster som udgangspunkt skal sige nej til at begrave ikke-medlemmer.
Billedet er fra en kapelprøve for kommende humanistiske ceremoniledere. Som afslutning på den interne uddannelse skal aspiranten forestå en hel begravelse, som var den en rigtig begravelse. Bagefter er der eksamination. Her foregik kapelprøven i Frederiksberg kapel.
Læs mere om humanistiske begravelser ved at klikke her.