Regeringsgrundlaget har titlen ”Sammen for fremtiden”, men på det religiøse område er der snarere tale om en ”Opdeling fra fortiden”.
Humanistisk Samfund er ærgerlige over, at der i regeringsgrundlaget lægges vægt på, at den evangelisk-lutherske kirkes særstatus som folkekirke skal bevares. Dette hænger dårligt sammen medligestillingen af tros- og livssynssamfund.
”Over 1 mio. danskere er ikke medlemmer af Folkekirken, heraf er ½ mio. slet ikke medlem af noget trossamfund. Andre igen kombinerer elementer fra flere religioner f.eks. kristendom og buddhisme, derfor er det vigtigt med en åben og mangfoldig livssynspolitik i et moderne samfund”, siger Lone Ree Milkær, formand for Humanistisk Samfund.
”Det er et faktum, at vi har et mangefacetteret religiøst landskab, og det går ikke væk, fordi man i regeringsgrundlaget skriver, at ’Danmark er et kristent land’. Det er synd, at regeringen afviser deres egne borgere ved at fastholde folkekirkens særstatus.”
Humanistisk Samfund ser dog et positivt element i, at regeringen fastslår, at der i Danmark er frihed til at tro på det man vil. “I Humanistisk Samfund håber vi, at det kan blive platformen for en reel indsats for at ligestille tros- og livssynssamfund, f.eks. ved en samlet lovgivning på området.”