De humanistiske konfirmander bliver efter et kursus i livssyn og etik på et humanistisk grundlag fejret med en højtidelig ceremoni. Dette års talere var stand-up komiker og folketingskandidat Anders Stjernholm, og Camilla Fabricius, byrådsmedlem i Aarhus Kommune og ADHD- og autismekonsulent. Det var to rigtig gode taler, som vi har fået lov til at dele her.
Anders Stjernholm – tale for konfirmanderne i øst
Jeg er dagens hovedtaler. Hvilket er lidt forkert. I er hovedtalerne: Det er jer og jeres tanker, vi allesammen helst vil høre.
Men mit navn er Anders Stjernholm, jeg er komiker, journalist, tv-vært og måske politiker. Sådan en typisk moderne voksen, der nok har en titel eller to for meget på CV’et, fordi jeg vil så meget.
Jeg vil kun tale om én ting: en basal menneskelig egenskab, som meget få rigtig mestrer – og som jeg vil have jer til at udnytte. Det er nærmest en naturkraft – som alt for mange voksne ikke udnytter: Nysgerrigheden.
En komikerkollega fra England, Matt Kirschen, fortalte i et stand-up-show om en dame fra Texas, han mødte i et fly. Undervejs på flyvningen talte de om selve flyet. Og hun sagde: “I think it’s incredible how something as big and heavy as this plane, can stay up in the air. I guess we’ll never know how…”
Matt nævnte for hende: “I’m sure someone must know…”
For selvfølgelig ved vi, hvordan et fly flyver. Og hvis man gerne vil vide det – så kan man bare spørge: Spørge sin far, spørge en pilot eller spørge google.
Og det er jeres helt store held i livet: Hvis der er noget, du vil vide. Så er verden lige der! I din hånd!
Men for at være mere konkret, så vil jeg tale om den videnskabelige metode. Nysgerrighedens bedste ven er den videnskabelige metode. Og den bliver ikke kun brugt af videnskabsmænd. Vi bruger den allesammen. Selv når vi ikke ved det:
Min nevø Simon fandt sidste sommer en regnorm. Han var fem år gammel da.
Han kiggede på mig og spurgte: “Kan man spise den?”
Og jeg tænkte: Det skal jeg ikke gøre mig til dommer over. Lad os bruge den videnskabelige metode:
1. Simon har gjort en observation – en regnorm – og den ser tilsyneladende lækker ud i hans øjne. Men han har en fornuftig tvivl.
2. Og han fremfører sin hypotese som et spørgsmål: “Kan den spises?”
En hypotese er, når man formoder noget. The Big Bang startede som en hypotese. Tyngdekraft startede som en hypotese, og 5-årige Simons appetit efter en regnorm startede som en hypotese. “Er regnorme spiselige?”
3. Derpå afgrænsede vi spørgsmålet: “Kan den spises – af mennesker?”
For vi blev hurtigt enige om, at en hel del dyr spiste regnorme med velbehag – men om det betød at Simon ville få samme nydelse ud af den, var tvivlsomt.
4. Derefter fandt vi en metode til at undersøge Simons hypotese: Kvalitativ dataindsamling. Det kaldte vi det ikke. Vi kaldte det: “Vi spørger en der ved det!”
5. Simon tænkte igennem, hvem der ville være god at spørge. Han fremturede, at vi burde spørge onkel Magnus først – ræsonnementet her – altså den logiske tanke bag – var, at han er tykkest. Logisk tænkt – der er større chance for, at han har spist en regnorm.
6. Magnus vidste det ikke. Men Simons egen far – min bror Kristian – havde spist et par regnorme i sit liv. Han fortalte Simon, at de ganske vist kunne spises, men at de ikke var synderligt gode.
7. Den information tyggede Simon så på. Og valgte efter nogle sekunders betænkningstid, at han hellere ville have en gulerod og at regnormen kunne komme tilbage i græsset.
Uden Simon ved det, brugte han selv den videnskabelige metode i sin beslutningsproces.
I bruger den også. Jeg håber ikke til regnorme længere, men lidt sværere ting. For eksempel nu hvor I begynder at tage til fester og skal forsøge jer ud i kærlighedens kunst.
Du står til en fest – ser en sød pige – eller dreng – og tænker: “Vil hende der snave? Vil ham der snave?”
– Du aner det ikke.
Det handler om sandsynlighed. Du tænker: “Jeg er ikke for køn – så bare at smile kommer ikke at hjælpe.”
“Jeg er nødt til at sige noget, hvad kan hun lide? Hvad gør man?”
Man skal øge sine chancer for at den anden kan lide en. Og så eksperimenterer man!
Og bare rolig – det kommer til at vare længe det eksperiment. Jeg er 34 – og I skal ikke tro, at kærlighed ikke stadig er et mysterie nu – jeg aner ikke hvad min kæreste vil have fra mig halvdelen af tiden.
Men vi tester på det her tidpunkt. Bliver klogere på, hvordan følelser virker.
“Hvis jeg gør sådan her…” (Stryg håret)
“Hvad hvis jeg siger noget sjovt om husblas…?”
“Nej, ok skidt plan…”
Og en gang imellem så lykkes det! Du siger noget rigtigt. “Ok, æggekage er lækkert…”
“Fedt, han også lide æggekage. NICE!”
Vi fumler os frem. På den måde bliver vi klogere på alting. Selv kærlighed.
For nylig havde jeg en samtale om kærlighed med en veninde.
Min veninde sagde: “Kærlighed kan ikke forklares, den skal ikke forstås, den skal opleves og udforskes med lukkede øjne og åbent sind.”
Hun synes, at en forklaring og videnskabelig undersøgelse af kærlighed ville ødelægge oplevelsen af kærlighed. “Kærlighed er ulogisk, pisse irriterende, irrationelt og helt igennem fantastisk, på en gang.”
Vi er enige det meste af vejen. Pisseirriterende og fantastisk – sådan ser jeg også kærlighed. Men ulogisk og irrationel. Nopes.
Hun skrev: “Hvorfor overhovedet prøve at forklare kærlighed?”
Jeg svarede: “For at blive klogere på den sfl. Videnskaben har for eksempelt lært os, hvordan manipulerende kærlighed fungerer: Psykologer har fundet ud af, hvordan man manipulerer et menneske – neurobiologer har luret, hvad der sker i hjernen af vanedannende hormonudløsninger, som gør en afhængig – og dermed blind for sin partners – eller forældres – eller autoriteters – manipulering af ens følelser.
Det er denne manipulation, der får nogle mennesker til at føle, at de intet er værd uden deres partner. Eller uden en bestemt ven eller et bestemt fællesskab – eller en bestemt guddom.
Hvis flere mennesker indser den sammenhæng, vil færre blive fanget i usunde forhold, færre snydt eller misbrugt af familiemedlemmer – og færre fuppet af samfundets autoriter.
Ikke al kærlighed er manipulation selvfølgelig. Noget kærlighed er. Eller man kunne sige: indbildt kærlighed.
Men diskussionen mellem min veninde og jeg stikker dybere end blot kærlighed. Lysten til at forklare alt i verden ligger ikke i alle, har jeg efterhånden lært. Mange foretrækker – som damen i flyet – at sige, “nå, men det finder vi nok aldrig ud af”.
Og det er synd. Jeg mener jo for eksempel at denne viden om manipulerende kærlighed er en, der kan hjælpe utrolig mange mennesker.
Hvis først folk, der indgår i parforhold med andre, ved, hvordan manipulerende kærlighed fungerer, så kan de sige fra, hvis de bliver udsat for den. Hvis medarbejdere i en virksomhed eller en forening bliver udnyttet på samme måde, kan de sige fra. Hvis alle havde denne viden, ville nogle autoriter miste betydelig magt – hvilket sandsynligvis ville forbedre hele verden for os alle sammen.
Hvis man bliver hængende i “kærlighed skal ikke forklares”, så bliver vi på det nuværende udviklingstrin. Det vil jeg ikke nøjes med. Uanset hvor nemt det ellers føles.
Den videnskabelige metode er lidt langsom – men når man mestrer den bliver verden simpelthen så fed. For pludselig forstår man alting – også de ting, man ikke forstår…
Og hvis I er forvirrede lige nu – så har jeg en metode… Nej, bare rolig.
… den udfordring, det er, at arbejde med tvivl og den her lyst og behov for at forklare alting – er ikke en, der hører hver dag til. Nogle dage skal man holde fri – den her er en af dem.
Så nyd jeres festdag. Nyd gaverne, nyd opmærksomheden, nyd følelserne – og analyser dem i morgen. Tillykke med det allesammen.
Camilla Fabricius – tale for konfirmanderne i vest
Tillykke
At være ung er som at stå på kanten til sommeren. Træerne er sprunget ud og naturens farvestrålende blomster har taget fat, en fortælling om frugtbarhed og livskraft.
Det er at være ung og have livet foran sig, som et uendeligt silkeblødt hav, giver mulighed for at drømme om det vilde og uopnåelige, mulighed for at være urealistisk og mulighed for at sigte højt.
I bogen ”Den lille Prins” møder Prinsen en ræv, og ræven og ham diskutere om det som er vigtigt – og ræven siger: ”det vigtigste er usynligt for øjet”
Det er her I er. I står der og tripper for at kunne bidrage og tage ansvar, for at se fremad og drømme om mulighed og retten til med- og selvbestemmelse.
Vi er i dag et sted, der fortæller historien, der minder os om hvad man har opnået ved respekt og nytænkning. Det kan lyde mærkeligt, og opleves som unødvendigt at blive mindet om, når I nu, som jeg sagde tidligere, har retten til at drømme.
Om lidt har I retten til ville med jeres krop, som I vil. Om lidt har I retten til at tage ansvar for vores fælles demokrati. Da jeg var på jeres alder, syntes jeg at min mormor var æld gammel. Hun var gråhåret og havde rynker, men hendes hænder var altid helt glatte og varme.
Hun talte på en særlig måde – så jeg glemmer aldrig hvordan hun plejede at sige:
”Camilla – det er bare det her uden på, som er gammelt, inden i er jeg ung”. Dengang forstod jeg ikke helt hvad hun mente – I dag tror jeg hun mente, at vi voksne kan fremstå ufatteligt gamle og anderledes, med al vores erfaring og viden – sådan er konflikten mellem modenheden og ungdom.
Det vigtigste for mig at sige til jer er: at I kan, at I skal, og I skal gøre det med ansvar for jer selv og hinanden – os alle. Vi har, og skal bevare, retten til bestemme selv. Men det må være i erkendelsen af at være en del af fællesskabet. Jeg oplever mange unge som er ufattelig dygtige til at tale og begå sig, og jeg møder også det modsatte. Unge som er usikre på deres ret til at sige deres mening, deres ret til at være medbestemmende – jeres mening er væsentlig.
Jeg har så mange ting som det kunne være passende at sige, men når jeg ser ud over jer, som mennesker og som individer vil jeg bare sige: ”pøj pøj – husk at passe på jer selv, husk at bidrage, og husk at det vigtigste er usynligt for øjet”
Humanistiske konfirmationer
Humanistisk konfirmation er et tilbud til unge, som ønsker at markere overgangsfasen fra barn til voksen med et kursus i livssyn og etik på et humanistisk grundlag. Læs mere om humanistisk konfirmation her.
