Torsdag den 20. november blev der afholdt en lille konference på Københavns Rådhus om civilregistreringen i Danmark. Civilregistrering handler om at registrere alle nyfødte, om de fulde navne med gyldig staveform, om slægtsforhold som forældre, søskende og børn, om navneændringer fx ved dåb, vielser eller af anden grund og så registreringen af dødsfald. Siden Christian den Fjerde har det været i kirkebøgerne man registrerede fødsler, navne og død i Danmark.
Initiativtagerne var to medlemmer af Borgerrepræsentationen, Tommy Petersen (R) og Lars Aslan Rasmussen (S). Samme dag havde Humanistisk Samfund fået gennemført en undersøgelse via YouGov om befolkningens holdning til, hvor de helst vil have, at den offentlige registrering fortages. Hele 75 % ønsker den placeret hos kommunerne.
På konferencen var der oplæg fra tre personer. Torben Stærgaard, kontorchef i Kirkeministeriet, som arbejder med it, herunder overgangen fra manuel til digital personregistrering. Jane Ussing, Borgerservice Danmark og chef for Borgerservice i Vejen, som er en interessant kommune, da halvdelen af kommunen ligger i det tidligere Sønderjylland og halvdelen i nord for Kongeåen i Sydjylland. Den tredje var Ole Wolf, talsperson i Humanistisk Samfund.
Torben Stærgaard gav et historisk rids fra Chr. IV, over digitaliseringen start i 2003, over den nye navnelov i 2007 til de aktuelle tal fra i år, der bl.a. viser at kun 10 % af alle fødsler registreres digitalt i ”Den elektroniske Kirkebog.”
I Sønderjylland har man haft ”den prøjsiske model” siden Slesvig kom under preussisk lovgivning, og det blev ikke ændret ved grænseflytningen i 1920. Jane Ussing var varm fortaler for, at den sønderjyske ordning blev landsdækkende og en del af Folkeregisteret, som kommunerne i forvejen styrer. Hun kom med tydelige eksempler på forvirring, vrede og mistillid fra borgerne over at praksis ikke er ens for alle i kommunerne. Ligeledes pegede hun på dobbeltarbejde og forsinkelser, da præsterne i 9 ud af 10 tilfælde fx ikke har registreret navneændringer ved vielser tidsnok. Dette ville klares ved at vielser blot skulle registreres ét sted. Hun argumenterede varmt for, at hele den civile registrering ligger ét sted – nemlig i kommunerne.
Talsperson Ole Wolf fra HS angreb bl.a. de forsøg på forkyndelse, som man har set finder sted, når folk skal anmelde deres nyfødte barns navn på kirkekontoret. Han mente, at ordningen favoriserer én religion og dens organisation – den luthersk evangeliske tro og folkekirken. Set ud fra at statens skal være neutral, altså sekulær, er det ikke i orden, da landet har cirka 600 tros- eller livssynssamfund, da en million borgere ikke er medlemmer af folkekirken og da halvdelen af disse slet ikke er medlemmer af noget trossamfund.
Debatten bagefter viste, at den økonomiske diskussion om en evt. besparelse ikke er den centrale, men at det er den politiske om ligestilling af borgerne kontra favorisering af majoriteten, om religionens indblanding i – og altså mod folkekirken ønsker om at have monopol på denne opgave – også for andre end dens medlemmer.
Undersøgelsen og konferencen om personregistreringen førte til megen omtale i forskellige medier. Foreløbig er der politisk positiv stemning for at flytte civilregistreringen til kommunerne fra Det Radikale Venstre og Liberal Alliance mens Konservative og Venstre er imod.
Se bl.a. disse link:
Berlingske: http://www.politiko.dk/nyheder/kirkens-monopol-paa-registrering-af-nyfoedte-udfordres
Kommunernes Landsforening kl.dk
“Danskerne vi lade kommunerne overtage registrering af nyfødte” http://www.kl.dk/menu/Danskerne-vil-lade-kommunerne-overtage-registrering-af-nyfodte-id168828/
”Radikale vil fjerne civilregistreringen fra folkekirken”: http://www.politiko.dk/nyheder/radikale-vil-fjerne-civilregistrering-fra-folkekirken
“Radikale vil fjerne civilregistrering fra folkekirken” http://www.politiko.dk/nyheder/radikale-vil-fjerne-civilregistrering-fra-folkekirken