Vi er fælles om at være forskellige – og alligevel er vore begravelser ofte meget ens. Her gør vi status over godt ti år med humanistiske begravelser i Danmark.
Af Ole Morten Nygård, begravelsesgruppen
For over 10 år siden stod vi for den første humanistiske begravelse i Danmark. Det var i Roskilde i foråret 2009. Siden er antallet af humanistiske begravelser steget år for år, og vi har med det afsluttede 2019 haft 156 begravelser i alt.
Da Humanistisk Samfund blev stiftet i 2008 begyndte tre medlemmer at uddanne sig til ceremoniledere. Det var afsøgende år. Human-Etisk Forbund i Norge var stor inspiration og hjælper med deres viden og erfaringer.
Fælles om at være forskellige
Da jeg uddannende mig til ceremonileder i 2013, troede jeg, at vi ville komme til begrave mennesker, som var sådan cirka som mig. Men sådan ligger landet ikke.
Den del af den danske befolkning, som har et humanistisk livssyn, er kendetegnet ved deres forskellighed. De bor over alt i landet, de tænker og lever yderst forskelligt. Ingen familier er ens, og ingen død er ens. Den måde folk udfoldede deres potentialer på, de valg de traf og de fejl de begik i deres liv, er altid ganske unikke. Fællestrækket er forskellighed.
Men hvad går egentlig igen i de humanistiske begravelser? Jo, alle der beder os om at hjælpe dem ved, at deres afdøde ikke var religiøs. At hun eller han havde et liv fyldt af utallige ting, men religion var absolut ikke en markant del – måske højest noget, der måtte lægges afstand til.
Er der da slet ingen ’gengangere’ i de humanistiske begravelser? Jo, men de er små. En enkelt dansk sang som mange vælger er ”I skovens dybe stille ro”. Forfattere som Benny Andersen, Halfdan Rasmussen og Poul Henningsen er også tilbagevendende.
Konventionelle begravelser
På trods af forskelligheden bliver de humanistiske begravelser alligevel ofte ganske konventionelle. De pårørende ønsker fx sjældent, at kisten står åben, en farverig udsmykning eller at følget aktivt gør noget sammen.
De vælger ofte et af landets kapeller, selvom vi har haft ceremonier i sejlklubber, på musikspillesteder, i medborgerhuse og i hjemmet. Man kan påvirke ceremonien meget, hvis man vil, men begravelseskultur er der stor traditionsbevidsthed om. Det er særlig i valget af musik og sange, at vi kan mærke folks personlige præg.
Historiske strømninger sætter sit præg på vores begravelser. Vi har en del socialdemokrater og fagforeningsfolk, der begraves med deres røde faner og arbejdersange. Vi har spaniensfrivillige, kommunister og modstandsfolk, der havde deres ungdom under besættelsen. Vi har de kulturradikale og vi har de intellektuelle 68’ere. Vi har mennesker med naturfaglige erhverv og tanker, og vi har familier, der er blevet splittet af religioner af alle slags. Desuden har vi en del flerkulturelle familier med rod i to eller flere kulturer eller med et internationalt liv bag sig.
Pionererne i foreningen satte dette arbejde i gang for over 10 år siden. I dag er vi 17 ceremoniledere. Vi er blevet mere kendte af medlemmerne i de familier, der har haft humanistiske konfirmationer eller bryllupper. Og har vi én gang begravet et medlem af en familie, får vi også gerne andre senere.
Jeg håber, at vi om ti år kan sige, at alle i Danmark, der ønsker en humanistisk begravelse, kender til den og får den. Det må være vores mål.
Artiklen er bragt i medlemsbladet Humanisten, februar 2020